Riu Flumini Uri - Sardinien

Riu Flumini Uri – Sardinien

Historien om kærestens og min første canyoning tur, der bød på et fantastisk møde med naturen, afprøvning af egne grænser, og mødet med italienere der intet engelsk taler.

Udstyr på stuegulvet

Udstyret ligger på gulvet, klar til at blive pakket. Aldrig før har en 4 dages tur krævet så meget grej.

Den knoldede vej til stedet
Den lejede Fiat 500 kæmper sig langsomt fremad på den hullede grusvej, imens diskuterer vi inde i kabinen om hvor galt det skal være før vi parkerer og fortsætter til fods. Det er dog småt med gode parkeringssteder her på vej op af bjerget. Pludseligt brydes mørket af forlygterne fra en 4-hjulstrækker og vi holder helt indtil siden og venter på at bilen passere. Da den er ud for os sænker den farten fra de under 10 km/t som det er muligt at køre her, til at holde helt stille. Chaufføren ruller vinduet ned og fortæller os på italiensk at denne vej helt klart ikke er for Fiat 500’ere, jeg lader ham forstå at vi er ved at vende om, og kort efter er hans baglygter helt forsvundet i mørket. Vi fortsætter turen og finder til sidst det sted som i rutebeskrivelsen beskrives som parkering, og vi parkerer bilen, der ud over at være vores transportmiddel også er vores hjem de næste 3 dage.

Eventyrfølelsen var allerede høj da den lille bil kæmpede sig op af bjerget til dette sted, men stemningen får lige et nøk opad da vi i pandelampens skær inspicere området.Det her er vildmarken!

Vi drikker en god nat øl for at fejre ankomsten, spiser aftensmad og kravler så til ro på hvert vores forsæde i bilen. Det er langt fra D’anleterre, og jeg sover ikke så meget den nat, så det passer mig fint at næste dags program starter tidligt.

Bjerge og kløfter

Udsigten fra bagsmækken af bilen. Ikke det værste sted at spise morgenmad.

Turen mod kløften
Da vi har spist og fået pakket grejet, begiver vi os mod bunden af kløften. Fra bilen er der lidt hiking ned til der hvor selve ruten starter, og imens nyder vi naturen, lyden af ko-klokkerne i det fjerne, og følelsen af at være op opdagelse. Vi har bevidst valgt en nem rute, så her den første dag kan vi slappe nogenlunde af imens vi går mod bunden. Til trods for den manglende udfordring er dette sted alligevel så anderledes at den kræver min fulde opmærksomhed og jeg glemmer helt bekymringerne om hvorvidt bilen kan holde til turen hjem igen. Snart er vi fremme ved bunden, og den lille smule vand som løber igennem kløften. Vi prøver at undgå vandet længst muligt, da vores nuværende tøj er mere behageligt end våddragterne. Nogle steder betyder det at vi må over mindre klipper eller at vi må gå en omvej.

Da vi når ned til bunden af kløften er der ikke meget der indikerer at der venter rappels og spetakulære klipper.

Til sidst er der dog ingen vej uden om, foran os er der en række halv dybe vandfyldte fordybninger, også kendt som pools, og dem skal vi igennem for at komme videre. Så vandretøjet skiftes ud med våddragter, og vi tager et par billeder af os selv i de alt andet end sexede draget, inden vi kaster os ud i det kolde vand. Måske er det faktisk slet ikke så koldt, men efter at have vandret i solen i et stykke tid giver det et gys i hele kroppen da det kølige vand trænger igennem neoprenen og begynder at køle huden. Nu begynder det for alvor når jeg at tænke, inden jeg begynder at gå igennem poolsne, de er ikke dybere end at vi kan bunde de fleste steder, så det er rimeligt nemt at komme frem. Til gengæld er underlaget glat af alger, og vi må nogle gange kæmpe med fodfæstet.

Line poserer for kameraet, efter at være kravlet op hvor hun kan se forbi vandfaldet og videre ned af Rui Flumini.

Det første rappel
Inden længe kan vi hører et vandfald, og vi ved at turens første rappel venter. Heldigvis er der god mulighed for at gå på de tørre klipper ved siden af vandet da vi kommer tæt på vandfaldet, og der er masser af mulighed for at kravle lidt op og se ud over hvad der venter. Vi tager os god tid med at nyde stedet inden jeg rigger til rappel, planen er at jeg sikre Line imens hun rappeller ned, og at jeg så selv rappeller bagefter da jeg er den med mest erfaring.

Jeg er sikret i klippen, og guider Line på vej ud over klippen, imens hun kæmper lidt med de våde steder , hvor klippen er glat som var den smurt ind i brun sæbe. Snart hører jeg hende råbe at hun er nede, og har taget sig ud af rebet. Og snart efter står jeg så og kigger de 12 meter ned langs vandfaldet og må selv kæmpe lidt med de glatte passager, inden jeg rammer vandet og igen mærker hvordan det kølige vand finder igennem våddragten som har nået at tørre lidt imens vi har nydt udsigten. Vandfaldet har igennem de sidste hundrede tusinde år gravet et dybt hul i klippen, så der er ret dybt der hvor jeg rammer, og må træde vande imens jeg tager mig ud af udstyret, for derefter at svømme over til Line.

Vi når at bekræfte hinanden i at dette sted er magisk, og at 12 meter ser langt langt højere ud når man kigger ned, i forhold til når vi nu fra vores nye position kigger op.

Vi går videre og kommer snart til næste rappel. Et lille et på 4 meter ifølge beskrivelsen. Efter det forrige regnede vi med at det ville være det rene barnemad. Men vi lærer snart at det ikke er højden det kommer an på i canyoning.

Fuck det er skræmmende
Da vi kommer hen til vandfaldet kan vi se der er klart mere vand i end før, og at det ikke er muligt at rappelle ved siden af vandet, men at vi vil blive oversprøjtet med vand imens vi hænger i rebet. Da Line er kommer igennem svømmer hun lidt væk for at sunde sig, og det er nu min tur til at binde mig i rebet, og tage turen ned i vandet som står ud fra klippen. Der går ikke lang tid før jeg må kæmpe med vandet som står lige ind i hovedet på mig, og jeg kæmper lidt med at få fodfæste på de glatte sten for bunden af vandfaldet. Til sidst lykkedes det dog, og jeg kan vikle rebet op, svømme hen til my dryback som jeg havde sendt i forvejen, også derfra kravle op på klippen ved siden af Line og sikre mig at hun er okay. Den tur var ikke for folk med sarte nerver, til trods for at den ikke var højere. Vi ber til guderne at de sidste rappel indeholder mindre vand, da de er noget højere.

Herfra er det svært at forstå hvorfor jeg få minutter tidligere havde kæmpet sådan med at hoppe ud fra klippen.

En ny udfordring

Vi kunne læse på beskrivelsen at der lidt længere fremme ventede et hop fra 3 meter ned i en pool, og jeg glædede mig lidt til udfordringen, da udspring aldrig har været min stærke side. Da jeg står for toppen af det lille vandfald og kigger ned må jeg dog indrømme at drømmen ret hurtigt forsvandt. Jeg har intet problem med at rappelle og klatre i højder, men at hoppe ud fra højder og ned i vand, det presser mine grænser. Line havde det på samme måde, så vi begyndte at afsøge klippen for at finde ud af hvor man kunne komme længst ned, og fandt til sidst et sted hvorfra der kun var 1,5 meter ned til vandet, så der hoppede vi så fra. Da vi efter en kort svømmetur igen havde fast land under fødderne virkede vandfaldet ikke længere så højt, og jeg undrede mig over at jeg ikke engang havde kunne springe fra toppen af det… men måske næste gang.

En vidunderlige udsigt

Det er svært ikke at nyde livet når man har en udsigt som denne, sol og rappelling.

Derefter ventede der os en mindre vandretur langs vandet, inden vi kom til et turens næstsidste rappel. Her fra toppen af vandfaldet var der en vidunderlig udsigt (se billedet til højre). I denne natur er det ikke svært at glemme livet derhjemme, og man glemme sandet i skoene, at man har levet af nutellamader i et døgn fordi det ikke har været muligt at finde gas til primusen, og de skræmmer man har samlet sammen for at nå hertil.

Naturen indbyder flere gange til at vi stopper op og bare nyder stedet, den pirrer til ens nysgerrighed ved at vise nye planter og dyr, og det er en fryd at pakke madpakken ud og fejre at man er halvvejs med dagens rute.

Nogle hundrede meter herfra venter turens sidste rappel, men inden vi når derhen ser vi en slange varme sig på stenen, inden de kaster sig ud i vandet da de ser vi nærmer os, for at gemme sig imellem nogle sten. Line er begejstret, jeg er mere skeptisk, og minder hende om et Steve Irwin afsnit jeg har set om at verdens giftigste slanger lever i vand. Denne slange viser sig dog mindre farlig og lader os passere dens gemmested uden at dræbe os.

Den sidste del af kløften
Det sidste rappel er 10 meter højt, 10 skønne meter på flotte klipper, med en fantastisk kullise og med en mulighed for at undgå de våde områder af klippen stort set hele vejen ned i vandet. Derved undgår vi de glatte områder, og kan bedre styrer turen ned i vandet. Herfra venter der en omgang let klatring ned af nogle klipper, og gåturen hjem.

Vi glæder os over at have gennemført vores første canyoning rute sammen, og glæder os til de næste dages udfordringer, men inden vi når så langt skal vi lige finde bilen igen.

Jeg rappeller ned af et af turens mindre vandfald. Glat og udfordrende, men ikke så højt.

Turen hjem foregår via en gammel hyrdesti der nogle steder er faldet sammen, men hvor træerne til gengæld yder lidt skygge hvilket man har savnet på turen ned igennem kløften. GPS’en viser os hele tiden hvad vej bilen holder, og inden længe har vi fundet den igen.

Selve ruten var lige omkring en kilometer lang, men tog os flere timer, så vi er glade for at den ikke var længere, nu hvor eftermiddagssolen virkeligt er begyndt at bage. Vi klæder om, hopper i bilen og kører videre mod den kløft der venter dagen efter, når vi er kommet igennem endnu en nat i bilen.

Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere om canyoning så læs mere om det i mit indlæg om canyoning og hvordan du kommer igang.

Eller du kan tjekke denne danske canyoningside ud.

Har du allerede erfaring med canyoning på egen hånd, og vil vide mere om ruter i Italien og på Sardinen kan jeg anbefales: Micheles side med canyoning ruter

OBS: Jeg vil på det kraftigste fraråde folk at kaste sig over canyoning på egen hånd med mindre de allerede er erfarne klatrere, samt kender til farerne ved at færdes i strømfyldt vand. Går noget galt er der ingen hjælp, og det kan være potentielt dødbringende!

I løbet af de tre dage vi brugte på at udforske canyons på Sardinien fik vi optaget en lille smule video, og det endte med at blive videoen som du kan se herunder: