De tre glade danskere ved at være klar til nat eventyr. Vi mangler at iføre os redningsvest og hjelm, før vi kan kaste os ud i mine venners første canyoning oplevelse, og den første adrenalin fokuserede canyon for mit vedkommende.

Nat canyoning i Inchree Falls – Skotland

Vi havde hørt rygterne på forhånd: At det måske ville blive muligt at prøve kræfter med canyoning om natten på dette års British Canyoning Festival, en ide som jeg var ret hooked på, da jeg har prøvet hvordan sanserne bliver skærpet under klatring i mørke, og forventede at det samme ville ske her. Heldigvis talte rygterne sandt, og selvom der ventede en helt anden oplevelse end nogen af os havde regnet med, var det en alt for fed oplevelse som jeg sent vil glemme.

Klokken var lidt i ni inden vi ankom til Vertical Descents, hvor vi skulle låne grej, og gøre os klar til at tage Inchree, en canyon kun få hundrede meter fra deres base. Det var allerede totalt mørkt, og selvom kroppen allerede var udmattet efter 6 timers vandring i Glencoe tidligere på dagen, var stemningen god, og forventningerne i top. Efterhånden som grejet kom på, og vi mærkede tidspunktet for afgang nærme sig steg både forventningerne og frygten. Pandelamper var bandlyste, så den eneste lyskilde vi havde var et knæklys monteret på toppen af vores hjelm, og det var vist mere for guidernes skyld end for vores. Mine to kammerater for hvem det ville blive det første møde med canyoning tog det pænt, selvom udfordringen pludseligt var blevet noget større end hvad jeg hjemmefra havde lovet dem.

Klar til første skotske canyon

De tre glade danskere ved at være klar til nat eventyr. Vi mangler at iføre os redningsvest og hjelm, før vi kan kaste os ud i mine venners første canyoning oplevelse, og den første adrenalin fokuserede canyon for mit vedkommende.

Tiden gik, og omkring klokken ti begav vi os mod toppen af kløften, på en lang række igennem skoven, 18 mand, alle med knæklys på hjelmen, og med tre lommelygter som instruktørerne kunne bruge til at pege steder ud for os undervejs.

Vi ramte hurtigt toppen, og klikkede os en efter en ind i wiren som var spændt ud over vandet. Strømmen var stærk, og flere gange mistede jeg fodfæstet, og måtte bruge wiren som hjælp til at komme op igen. Uden tvivl den stærkeste strøm jeg endnu havde kastet mig ud i for at dyrke canyoning.

På den anden sige ventede der lidt blandet nedklatring og vandring , inden dagens første udfordring, et mindre slide ventede. Vi fik god instruktion i den bedste måde at komme ned af vandfaldet, og et efter et så vi de andre forsvinde ned af vandfaldet som knæklys der bare blev skyllet med vandet. Derefter et lille hop på et par meter der foregår fra midt i et vandfald hvor den stærke strøm er en udfordring, men hvor guiderne er gode til at rede en hvis man er ved at falde.

Efter lidt mere vandring/klatring står vi ved toppen af et vandfald, hvor en svævebane fører ned til pølen under os. Jeg klikkede karabinerne om wiren, prøvede at gå ned i knæende for at få wiren til at stramme til, men den var stadig ret slap, så det første stykke føltes som frit fald inden wiren fangede en og førte en ned mod vandet. I det totale mørke kunne man kun gætte på hvornår man ramte vandet. Pludseligt ramte jeg vandet, og selvom jeg havde gjort klar til landing kom det alligevel ud af ingen ting. Smilende og småt grinene kunne jeg kravle i land og forsøge at lokalisere de andre.

Svævebane nær Fort William

Svævebanen set i daglys. Vi havde lyst til at tage denne canyon i daglys, men efter at have set den fra kanten var vi vist alle godt tilfredse med at den oplevelse må vente til næste gang vi kommer til Fort William eller Glencoe.

Der var ingen knæklys at se i skoven, og heller ingen i vandet. Da jeg vendte mig om så jeg hvorfor, man skulle tilbage mod vandfaldet, og derover finde den lille trappe af granit som førte først ind i vandfaldet og bagefter bag det. I mørket virkede den våde klippe ekstra glat, og på grund af den manglende viden om hvor langt der var ud til kanten var turen på grænsen til lidt for spændende. Vel oppe på den anden siden af vandfaldet fortrød jeg hurtigt at jeg havde fundet de andre, for der stod de på række og fik instruktion i hvordan de skulle hoppe ud fra klippen, for derefter at lande i vandet 6-7 meter under os, det selvsamme vand som vi lige var kravlet op af.

Jeg så køen foran mig blive mindre og mindre, og snart var det min tur til at gå ud på klippen. Jeg når stort set kun at sætte fødderne på den spidse kant som fører hen til platformen før jeg glider. Min højre fod falder til den ene side, og sætter sig fast, imens min venstre fod glider mod venstre hvor der er langt ned til noget som kan stoppe den. Jeg hænger der et kort stykke tid, kun i min højre fod, før jeg får kravlet op på klippen igen, og får fundet fodfæste nede på højre siden af klippen. Her sender jeg en tak til min tynde krop, og takker den for at min lave vægt måske netop har reddet mig fra seriøse skader. En meter henne bliver sprækken noget dybere, og jeg træder ud på metalbøjlen som gør det ud for et trin, og træder derfra op på kanten af klippen. Jeg får besked på bare at træde ud i mørket, lidt til venstre, men ellers ikke hoppe. Instruktøren lyser ned i vandet, og jeg ser hvor langt ned der er, og ser det hvide brusende vand der venter mig. En-to-tre tæller jeg indvendigt og træder ud i mørket, åbenbart ikke helt nok mod venstre for instruktøren når at sætte en hurtig hånd på min skulder og skubbe mig mere mod venstre da jeg er på vej ned mod vandet. Plask! Jeg rammer vandet, og ryger vel en meter ned før jeg kort når at mærke den næsten lodrette klippevæg ramme mig på hælene. Næste gang tager jeg et lidt større skridt.

Jeg svømmer over på modsatte bred og ser først det grønne og så det gule knæklys tage turen mod vandet. Under de to knæklys ved jeg at mine venner gemmer sig. Jeg er ikke så nervøs for dem mere, både fordi jeg selv har haft en super tur indtil nu, og fået et par fede kicks, men også fordi vi konstant bliver spurgte af guiderne hvordan vi har det, om vi nyder oplevelsen og om det var fedt. Hver gang kan svarer: “It fucking great” og gengælde guidernes smil, der når fra øre til øre.

Turens højeste hop

Her ses turens højeste hop i dagslys. Man hopper fra klippen i højre side og har derefter et par sekunder til at overveje situationen inden man rammer vandet 10 meter længere nede.

I det hele taget er det en rigtigt fed oplevelse at dyrke canyoning om natten. Totalt anderledes end i dagslys. Mørket gør at man mere opfatter kløften som en række stationer, hvor man ser de foranstående knæklys klumpe sammen, og man derefter har tid til at gætte på hvad der mon venter nu, for i de fleste tilfælde kan man ikke se andet end hvad ham foran og bag dig laver. Enkelte gange kan man dog se et hop i form af knæklys der pludseligt falder meget hurtigt nedaf, eller slides som knæklys der skydes af sted af vandet, enten over eller under vandet. Når man opfanger den slags billeder af hvad der venter er der god tid til at opbygge spænding, men jeg følte mig på intet tidspunkt presset over mine grænser selvom jeg aldrig før har hoppet fra over 3 meters højde, eller tidligere har prøvet kræfter med denne mere adrenalin betonede canyoning.

Snart står vi ved en af turens sidste udfordringer. Et 10 meter hop! Vi er kravlet igennem skoven, og står nu på række og jeg ser fyren foran mig kravle en meter hen langs klippen, træde op på det lille plateau hvor der kun lige er plads til to fødder, og lidt efter ser man hans knæklys oplyse det hvide vand, indtil han igen har hovedet over vandet. Forsigtigt bevæger jeg mig hen mod platformen. For fanden hvor er den lille. Jeg får min venstre fod på den, imens min højre hviler mod klippen bag mig. Trætheden er ved at indfinde sig, og jeg har svært ved at finde balancen. Jeg får instrukserne om at hoppe en meter eller to ud i vandet, og prøver at finde balancen til et godt afsæt. Jeg får fat i en tynd gren, og med hjælp fra den sætter jeg af med venstre ben og hænger snart i luften. Wuuuuuuuu. Plask! Suset i maven afløses brat af vandet, og de jeg møder guiden på den anden side af pølen kan jeg endnu engang fortælle at det er en fed tur, selvom jeg efterhånden er godt brugt og ved at være drænet for både energi og overskud.

De sidste oplevelser på turen er et par mindre slides som ikke er den store udfordring, og pludseligt står vi alle igen i skoven, stadig med lysende knæklys på hjelmen, men nu mange oplevelser rigere. Så venter der bare turen hjem til basen, og derfra turen igennem Fort William, og til vores hostel. Klokken ca et kan vi lægge os i vores seng, og selvom vi er meget brugte glæder jeg mig til den efterfølgende dag, som byder på endnu mere canyoning.