Huleudforskning: Angurtidorgiu Mannu

Huleudforskning: Angurtidorgiu Mannu

For at slippe for rebene, og for at opleve andet end bare canyons havde vi lagt en dag ind med huleudforskning under vores besøg på Sardinien. Det blev dog både koldere og mere skræmmende end vi havde regnet med, så vi vendte om inden vi nåede slutningen. Men vi fik prøvet Fiat 500’eren af i det militære øvelsesterræn, og fik også gode oplevelser med hjem fra besøget.

På opdagelse i en sardinsk hule, en anden oplevelse end vi havde regnet med.

Endnu engang udsatte vi Fiat’en for noget der lå på grænsen til overgreb under turen frem til vores bestemmelsessted, beskrivelsen havde ikke nævnt noget om firehjulstrækker, så vi var kørt fra vejen i forvisning om at gårsdagens mishandling ville blive den sidste. Megen regn havde dog sat sit kraftige præg på grusvejen, og den var flere steder i endnu dårligere stand end hvad vi ellers havde oplevet, men langsomt lykkedes det os at snige os frem til bestemmelsesstedet, et plateau lige over grottens indgang, og herfra kunne vi nyde udsigten ud over det enorme militære øvelsesterræn imens vi nød solnedgangen.

Næste morgen vågner vi tidligt på hvert vores sæde i Fiat’en, og kravler ud af soveposerne, finder de klamme våddragter frem, de våde sko og gyser ved tanken om at trække i dagens udstyr. Efter lidt overtalelse, og gyset fra en klam kold våddragt der rammer kroppen er vi dog klar. Pandelamperne er tjekket for strøm, kameraet pakket ned, og vi begiver os mod hulens indgang. I fugleflugt er der under 120 meter fra hvor vi sov, så selvom turen derned foregår i zig zag nedad imellem buske og træer, er vi snart ved indgangen.

Indgangen til den store hule. Noget større end hvad vi på forhånd havde forestillet os.

Det første der rammer mig er hvor meget større den er i virkeligheden, end hvad jeg havde forestillet mig ud fra billederne. Vi napper et par billeder, og går så mod den lille strøm ind i hulen. Hurtigt bliver der mørkt. Meget mørkt, og pandelamperne der for længst et tændt er nu vores eneste lyskilde. Selvom vi har testet dem hjemme fra må vi dog sande at der er stor forskel på at lyse op i kælderen eller når cyklen skal låses op, og så her, hvor det er det eneste lys vi har med. I skæret fra pandelamperne opfattes hulen kun i forskellige nuancer af grå, og vandet fremstår som sort.

Snart kommer vi til første forhindring, vandet bliver dybere, og vi skal ud på dagens første svømmetur. I det spinkle lys fra pandelamperne er det umuligt at se bunden, og det er umuligt at se slutningen, og det mørke vand fremstår bundløst, en skræmmende oplevelse, men der er ikke andet for end bare at kaste sig ud i det. Vandet er koldt, meget koldt, og vi er lettede da svømmeturen er overstået, og vi igen kan kravle op på klipperne og få fast grund under fødderne igen. Vi kravler op af stenene, og fortsætter ind af gangen som er lidt højere oppe. På vores gåtur igennem hulen møder vi flere spændende figurer i klipperne, og vi tager os tid til at undersøge nogle af dem.

Vandet er mørkt, koldt og klippens sandfarve ser vi kun på de billeder vi tager, i hulen fremstår den bare som grå.

Line får øje på en stor flok sovende flagermus over vores hoveder,og  lyset fra vores pandelamper vækker nogle af dem, når vi lyser på dem, og de vågne flakser lidt rundt inden de igen falder til ro. Vi iagttager dem imens vi lyser ved siden af klumpen, for ikke at vække flere end højest nødvendigt, inden vi fortsætter. Længere ind i hulen, og frem til mere vand.

Vi når til endnu en svømmetur, endnu engang kan vi ikke se slutningen når vi starter, og vi ved derfor ikke hvor langt vi skal svømme, men det viser sig at være længere end første gang, en lang tur i det kolde vand, der efterlader hænderne følelsesløse. Hernede virker vores GPS naturligvis heller ikke, så den eneste måde at finde tilbage på er ved at huske hvilke sving vi tager.

Efter en længere gåtur kommer vi til 3. tur i det kolde vand, da vi efter en længere svømmetur kravler op på land skal vi op af en træstammer der ligger henover klipperne, ikke det nemmeste da alle grenene stadig sidder på. Vel oppe når vi frem til en stor hule, fyldt med store sten/boulders som er faldet ned fra loftet, og selvom vi kun er få meter fra vandet kan vi ikke se det herfra, vi kigger direkte ind i klippevæggen.

Boulders så langt øjet rækker. De store klippeblokke er faldet ned fra loftet, og gør nu vejen frem besværlig.

Turen over bouldersne vil blive krævende, da de ligger så langt øjet/lyset rækker, og der ikke er nogen nem vej igennem dem.

Vi tager lidt billeder, og selvom vi stadig opfatter verden i grånuancer, kan vi på kameraet se at både boulders og klippesiderne er sandfarvede, langt flottere end hvad vi opfatter i lyset fra vores pandelamper. Vi spiser lidt kiks, drikker vand og snakker lidt om oplevelsen. Vi er kun 1/3 del inde af ruten, og lige nu synes ingen af os at det er sjovt. Så vi beslutter at vende om i stedet for at fortsætte den lange vej mod slutningen, hvor vi alligevel skal vende om, da vi ikke har taget rebet med.

Vi tager lidt billeder på vejen ud, og selv når vi ved hvor lange svømmeturene er virker det mørke vand skræmmende. Men ikke mere skræmmende end at jeg tager hjem og køber en større pandelampe, så jeg er klar til næste gang jeg får muligheden.

Vi fulgte beskrivelsen som vi købte her: Angurtidorgiu Mannu

Oplevet i april 2011
Af: Rasmus og Line