Canyon: Archaich

Canyon: Archaich

På festivallens sidste dag fik vi turens største udfordring, men fik også god mulighed for at nyde den skotske natur. Med på turen havde vi Chris fra Vertical Descents, som snakker dansk efter to år i Danmark som pædagogmedhjælper, så vi dannede en hyggelig bagtrop sammen med ham, og havde en rigtig god dag, indtil vandmængden gjorde det umuligt at fortsætte.

Vi parkerede bilerne, og guiderne gik ned for at tjekke vandstanden. Da de kom tilbage fik vi besked på at vi sandsynligvis kunne tage ruten i dag, men at tingene kunne ændre sig når vi nåede toppen, og at vi derfor skulle være forberedt på måske at gå tilbage, og kører videre til en anden canyon. Så vi hoppede i tøjet, kravlede over et hegn, og begav os afsted mod stedet hvor ruten ned igennem kløften startede. Det var en mindst lige så lang gåtur som dagen før, og nattens regn havde forvandlet stien til et langt spor af mudder, så det krævede en del kræfter at komme til tops. Men hold op hvor var der flot, som taget ud af Braveheart, eller de andre film hvor man kan drømme sig væk i den skotske natur. Ved startstedet gik de tre guider ned for at bedømme vandmængden, og efter noget tid fløjtede de, vores signal til at vi godt kunne komme ned til dem. Vi mødte dem på marken, lige over det sted hvor vi skulle rappelle ned i vandet.

Udsigten fra toppen af ruten. De grønne bjerge var en fantastisk oplevelse.

Guiderne fortalte at de kun havde været igennem kløften to gange tidligere, og aldrig med så meget vand som der var denne søndag, så vi ville være med som deltagere, og ikke kunder, men så længe vi gjorde præcis som vi fik besked på, og sagde fra hvis der var ting vi kunne se vi ikke kunne klare så skulle de nok få os igennem. Jeg blev nervøs, og Rune det gjorde Rune også, så vi snakkede sammen om vi skulle droppe det og gå tilbage til bilen, eller om vi skulle give det et forsøg. Da Chris fortalte at vi kunne komme ud 100 meter længere fremme, hvis det var for vildt var jeg klar til at give det en chance, for jeg havde ikke gået så langt bare for at vende om. Jeg ser et par stykker blive firet ned, og går så ned til guiden for at gøre mig klar, jeg fortæller ham at jeg har to nybegyndere med, men han forsikre mig at de nok skal få os sikker igennem dagen, så snart hang jeg ud over kanten på klippen, imens jeg blev firet ned fra oven. Da jeg rammer vandet trækker jeg i slipstikket, og får hele kroppen i vandet. Fuck! det er godt nok koldt i dag, klart koldere end de to foregående dage, og ikke lige hvad jeg havde lyst til at skulle kæmpe med.

En efter en kommer alle ned, og vi prøver at presse os sammen på et lille klippe plateu, så folk ikke skal vente i det kolde vand, men der er ikke plads til alle, så vente tiden er lang, da det tager 30 minutter at få alle sikkert ned i vandet. Næste udfordring gør ikke glæden ved netop denne canyon meget større, da vi skal op at stå på kanten af et lille vandfald, og derfra hoppe ca 2 meter ud, og 1,5 meter ned, for at lande i lavt vand. Det begynder også at regne, og jeg overvejer hvor meget det vil få vandmængden til at stige, og derved gøre strømmen stærkere, og udfordringerne hårdere. Jeg er stadig ikke overbevidst om at jeg skal igennem hele denne kløft i dag, og en del af mig begynder så småt at fortryde at vi ikke bare gik tilbage til bilen, selvom vi ville skulle vente på de andre.

Roland på vej ned af en af de roligere slides…

Jeg hopper, og husker at bøje godt i benene, så jeg kan lande blødest muligt, og mit højre ben rammer en fordybning, men mit venstre ben lander på det lave vand, så mit knæ er nede at ramme klippen. Dog ikke noget der gør noget, men det fortæller lidt om hvor lavt det er. Det tager lidt tid at få alle ned, så igen prøve vi at klamre os til klipperne og komme op af vandet, men flere må træde vande for at få lidt varme i kroppen. Så vi glæder os til at komme videre, og heldigvis er vi snart på vej ned af en slide, en mere overkommelig udfordring end de første to, men strømmen gør at der skal holdes godt ved for ikke at blive revet med før personen foran er væk.

Vores mest rutinerede guide sørger for hele tiden at være et stykke foran, så han kan bedømme alle udfordringer og eventuelle farer, og lede os den mest hensigtsmæssige vej igennem kløfter under dagens betingelser.

Vi går et stykke i vandet, og jeg er glad for at jeg efterhånden at vant til at gå i stærke strømme, og igen er kommet inde i rytmen med at finde godt fodfæste i min bevægelse, for i dag er strømmen stærk, og flere steder truer den med at rive en omkuld hvis man glemmer at være forsigtig. Vi klatre ned af et par vandfald, og selvom strømmen gør det til en udfordring kommer alle igennem de første forhindringer uden at slå sig, og uden skader, så efterhånden kommer vi ind i rytmen med at guiderne fortæller den første i rækken hvad de skal gøre, og hvordan de kan hjælpe, og at vedkommende så fortæller det videre, og lærer den næste at hjælpe. Igen en god øvelse i samarbejde, og en fed måde at være sammen med nye mennesker på. Vi har efterhånden været en time i kløften da en af guiderne spørger hvordan det går, jeg kan lettet berette at det er så meget sjovere og lettere end hvad han havde lagt op til, og at jeg nu faktisk nyder det i fulde drag. Men vi kan så også gå nede bagved og hygge os med Chris, høre om hans job to år i dansk børnehave, han peger nogle ting ud for os, og vi har overskud til at nyde oplevelsen i fulde drag, selvom alle bevægelser stadig er forsigtige og velovervejede.

Vi kommer til et lille vandfald der kan slides, og vi får at vide at vi skal huske at holde vejret, så med det i baghovedet lader jeg strømmen tage mig, og plop! så biver jeg dukket under vandet, jeg kommer op igen og når lige at fylde lungerne med ny luft inden jeg igen dykkes under… Yeah! selvom vandet i næsen er ubehagelig, var det en af dagens første rigtigt sjove oplevelser. De andre har også fundet det gode humør frem, så efter at have tjekket dybden i poolen er der et par stykker af de andre som klatre op på klippen og hopper de 1½ meter ned i poolen igen. Vi er ved at være helt oven på efter den grove start :)

Udsigten fra dagens 1. hop

Derefter venter der flere slides og vandring i det lave vand, før vi kommer til et par vandfald som guiderne mener det er sikrest at klatre uden om, så vi klatre op af de våde klipper, der heldigvis har mange gode kanter at holde fast i, og/eller stå på, så snart står vi alle på græsset, 4-5 meter over en pool, og følger guidernes instruktioner imens vi hopper i en efter en. Igen er der et par stykker som ikke har fået nok, så de kravler tilbage op af klippen og tager springet igen, ligesom et par af de rutinerede klatre hen til vandfaldet og hopper i lige hvor det rammer vandet, og lader sig suge under et øjeblik inden de spyttes ud af strømmen lidt længere henne.

Efter en topogan der kan slides i tre dele står vi ved næste hop, denne gang på 6 meter, og igen med muligheden for at prøve det igen hvis man skulle have lyst. Jeg vælger dog at holde mig til den oprindelige rute, og har ikke brug for flere hop end nødvendigt.

Vi er nu nået til rutens mere rolige midterstykke, der primært består af vandring i vand, og enkelte slides, til gengæld kan vi nogle steder udnytte den lidt højere vandstand til at lade strømmen føre os, imens vi liggende i vandet kan nyde omgivelserne.

Rune er netop kommet ned af et af dagens tidligere slides, og får lige en tur under vandet.

Dagens to sidste udfordringer bliver et stykke hvor vi skal klatre travers (sidelæns), langs kløftens side, men sikret til det reb guiderne har spændt ud, en dejlig udfordring hvor timerne i boulderklubben viser sig ikke at være spildt, så jeg ærger mig lidt over at stykket ikke er længere, eller sværere. Og så endeligt dagens højeste hop på ca 8 meter, og denne gang får vi at vide at det er vigtigt at hoppe så langt ud som overhovedet muligt for at ramme det dybeste sted. Så jeg overvejer hvor langt jeg tør gå ud mod græskanten, og med et godt afsæt kommer jeg ret langt ud, og får dagens sidste store dukkert. Snart efter bliver kløften for snæver til at det er forsvarligt i dette vejr, så vi klatre op af siden, og står snart på kanten af kløften og kan se os omkring efter stien hjem.

Stor er forbavselsen da det viser sig at vi kun er halvvejs, eller måske endda mindre, og det selvom vi har været i gang i en del timer, så enhver snak om at rappelle ned og tage det sidste stykke forstummer, og vi får i stedet en lille lektion i knob og rebteknik af guiden der er en af Englands mest erfarne canyoneers.

Se videoen fra dagen:

Så fyldt med oplevelser, og lettede over at det ikke var så slemt går vi tilbage til bilen, og som guiderne forklarede: Det er bedre at overdrive, end at underdrive, for når man først står nede i kløften kan det være svært at komme ud igen. Og takket være guidernes introduktion manglede vi i hvert fald ikke adrenalin denne dag, ligesom det var med til at gøre en ellers rimelig almindelig kløft en del sjovere.

Vi klæder om, og hilser af med guiderne, men lover at komme forbi Vertical Descents kontor dagen efter så de lige kan få videoen fra kameraet, og vi kan få betalt for leje af udstyr.