Vandfaldende er små og ligger tæt i Romantica, Rasmus nyder skyggen under det store skræppeblad

Canyon: Romantica

80 kilometer fra Rom, midt ude i ingenting, men med masser af små billedskønne Italienske landsbyer på vejen, ligger den superflotte, og nemt gennemførte kløft Romantica. Ud af de 7 canyons vi gennemfører på denne tur fremstår denne uden tvivl som den frodige juvel. En tur op af strømmen er som en tur igennem den flotteste have, med masser af små vandfald, grønt over det hele og lyden af rislende vand. Det kræver til gengæld lidt arbejde at gå dertil, men det er til gengæld det hele værd, selv hvis træer spærrer halvdelen af ruten.

Vi parkerer ved hovedvejen, på det sted hvor en lille sti går ned mod kløften, klog af gårsdagens lektion i forskellen på gps-rute og beskrivelse følger vi denne vej stien, selvom den ikke helt følger gps-ruten. I dag viser det sig dog at være den forkerte strategi, for snart går vi parallelt med kløften, i stedet for ned mod den, og vi kommer længere og længere væk fra gps’ens instruktioner. Klokken er over ti, og solen bager fra en skyfri himmel, og da der ikke er meget skygge på stien bliver det hurtigt meget varmt.

Vores omklædningsrum den dag, som ligger lige ned til vandet.

Da vi er ca halvvejs imellem start og slutpunkt for kløften finder vi et stykke primært begroet med bregner, og begiver os nedad skranten, mod noget der ligner en sti. Det viser sig dog snart bare at være et lille stykke bart jord, men herfra kan vi lige så godt fortsætte nedad, i retning mod vandet, og så se om vi på et tidspunkt får mulighed for at begive os tilbage mod startpunktet. Denne mulighed finder vi ikke, men er snart nede ved en lille kløft som leder ned til vandet, så her klæder vi om, og beslutter os for at starte med at gå mod strømmen, op til startpunktet, også derfra gå tilbage ned igennem kløften til slutpunktet. En beslutning hjulpet på vej af en mængde væltede træer som ligger i retning af slutningen, imens et næsten paradisisk miljø åbner sig i retning mod startpunktet.

Vandet er nogle grader varmere end i går, og svømmevestene bidrager også til varmen, så i dag er det en del mere behageligt end starten i går. Vi går op af en række mindre vandfald imens vi beundrende nyder oplevelsen af at gå i dette grønne miljø.

Vi rammer dog snart første udfordring, et vandfald på 2 meter der ikke er sådan lige at klatre op af, men jeg kommer op, og får smidt et reb ned til Line så hun har det at holde i. Efter 12 timers canyoning i går, synes Line ikke det er den sjoveste oplevelse, og fortæller snart at der ikke skal være for mange af den slags bestigninger før vi vender om. Så da vi straks efter rammer næste besværlige vandfald begynder jeg at frygte at turen bliver kortere end vi havde regnet med.Vi får smidt rebet om en stamme, og kan med hjælp fra rebet balanceret på en kant der er et par cm bred, og kommer derved forbi vandfaldet, og kan pakke rebet væk igen.

Et af de større vandfald på ruten

Hold da op hvor er her smukt! Naturen er fantastisk, som at være i den flotteste, grønne have, med lyden af den rislende vand i ørerne, og synet af de små skummende vandfald lige så langt som øjet rækker. Nogle gange er canyoning som et besøg i guds egen have tænker jeg imens vi fortsætter. Det vrimler med dyr, og lianerne hænger ned mod vandet fra kanten nogle meter over vores hoveder. Vi møder en ensom brændenælde der har valgt sig en plads i solen på en mosbegroet sten, et flot syn som jeg foreviger med kameraet inden vi fortsætter.

I det hele taget tager vi mange billeder, og går ikke så hurtigt frem da vi nyder at gå ruten baglæns, så vi rigtigt kan nyde synet af vandfaldene, der tager sig langt smukkere ud når man går imod dem, end når man går ned af dem. Haletudserne vrimler om vores fødder i det lave vand.

Langsomt bliver klipperne højere og smallere, hvilket bestemt ikke ødelægger oplevelsen. Vi nærmer os det tiltænkte startpunkt, og sætter os på en stor sten ved siden af et vandfald. Her spiser vi middagsmaden, imens vi snakker om hvor fantastisk en oplevelse dette er, ikke mindst ovenpå gårsdagens strabadser.

Tilbageturen går en del hurtigere, både fordi vi jo havde været her før, og fordi at flere af vandfaldene var nemmere at klatre ned af end op af. Den rug klippe gør det nemt at klatre ned, men forsøg på at glide forekommer ofte mislykkede eller smertefulde, om end morsomme. Fordi vi går med strømmen ser vi klippersiderne og træerne i et andet perspektiv, nu vandfaldene ikke tager så meget fokus.

Vandfaldende er små og ligger tæt i Romantica, Rasmus nyder skyggen under det store skræppeblad

Snart er vi tilbage ved vores alternative startpunkt, hvor vi havde startet vores tur op af strømmen. Vi kigger ned af strømmen, og det ser  noget ufremkommeligt ud med de mange væltede træer, så vi bedømmer at den nemmeste vej er op igennem skoven, for derfra at gå parallelt med vandet 100 meter, også rappelle ned til vandet igen. Den rute viser sig dog sværere end først antaget, og så snart vi kommer op af kløften bager solen, så mærkede af den lange tur i går diskuterer vi om vi skal fortsætte eller ej. Line ønsker at vende om, og jeg ønsker at se det sidste, opløftet af den oplevelse vi allerede har haft. Men canyoning er uden tvivl sjovest når det deles, så jeg glæder mig over at have en halv canyon som venter på mig til næste gang jeg er i området, og vi vender om og går fra træ til træ, op igennem skoven, til vi finder stedet med de mange bregner, og derfra kan gå op til stien.

Turen hjem er varm, meget varm, selvom solen har rykket sig lidt på himlen, og vi nu får skygge en gang imellem på turen hjemad. 4½ time efter vi startede finder vi bilen, og jeg indspiller en kort, men begejstret video. Jeg er fyldt med glæde over at have oplevet så smuk og frodig en kløft, og vil være sikker på at jeg ikke glemmer følelsen når jeg efter en uges canyoning skal beskrive netop denne canyon. Denne kløft bød på en fantastisk naturoplevelse, og et romantisk miljø mindst lige så smukt som mit ynglingssted i Italien, Vila d’Estes smukke have med de mange fontæner i byen Tivoli.

Jeg ved allerede inden at jeg sætter mig i bilen at jeg kommer tilbage, og at jeg helt sikkert har andre med, for denne juvel er for smuk til ikke at blive oplevet.

Se videoen fra  Romantica (kedelig i farverne og yder ikke rigtigt stedet retfærdighed, men er et kort kig på hvad der venter dem som besøger dette romantiske sted):

I morgen venter: Fosso della Mola, en canyon med masser af rappel.

Oplevet: 26.juni 2012
Af: Line og Rasmus

Se flere billeder: