Canyon: Riu Caddaris

Canyon: Riu Caddaris

Denne sardinske canyon er lidt af en perle, men også noget af en udfordring med en del buske undervejs, og ikke mindst en masse tjørn på hjemturen. Udfordringerne til trods var det især denne canyon der fik os hooked på canyoning, og det var derfor en perfekt afslutning på vores første canyoning tur til Sardinien.

Vi går ned af vejen, hen mod broen hvor ruten starter. Herfra er der 350 meter i fugleflugtslinie til ruten er slut fortæller gps’en. Men vi skal heldigvis ikke den lige vej, så foran os venter 900 meter med canyon, før vi skal finde vejen hjemad. Da vi træder ned fra broen, og ned i den lille å som senere vil finde vej ind i kløften er der intet der tyder på at dette skal blive til en særlig positiv oplevelse. Vandstanden er lav, og algerne gror allerede flittigt i vandet, så vi prøver at undgå dem mest muligt, uden det på nogen måde forhindre os i flere gange at må træde igennem algefyldte vande.For at undgå dette skulle vi nok have været her i februar eller marts måned, og ikke som os, i april.

Flere steder ligger der også affald, og det er tydeligt at ikke alle har respekt for naturen, en lidt kedelig oplevelse når det nu netop er den vi er af sted for at opleve. Der er som sagt heller ikke meget kløft over det her, åens bredder ligner typisk dansk natur, men vi finder da en skildpadde, så lidt eksotisk er der ved det. Line samler skildpadden op og vi snakker lidt med den, inden vi sætter den fri igen, og fortsætter turen ned af åen.

Snart vokser kanterne og vi begynder at fornemme en canyon. Ikke mindst da vi når til første rappel, et 4 meter vandfald, ikke meget, men nok til at vi glemmer alt om at dette for et øjeblik siden var en å. Vi må dog stadig kæmpe med en masse buske og mindre træer, som flere steder gør det til lidt en kamp at komme frem. Men langsomt og sikkert kommer vi fremad, hen mod turens virkelige udfordring, et 20 meter rappel den ad et vandfald. Klippesiderne er af grå granit, hvilket er med til at give fornemmelsen af eventyr, selvom vandet kun er ankelhøjt de fleste steder.

Det 20 meter høje vandfald, hvor man går ned lige ved siden af vandet. En fantastisk oplevelse. Her er man virkeligt tæt på naturen, og langt væk hjemmefra.

Efter et enkelt kort rappel mere er vi fremme ved turens højeste rappel, 20 meter ned, lige ved siden af vandfaldet. Fra toppen kan vi ikke se mere end den øverste tredjedel af turen ned, og heroppe fra ser tyve meter ud af meget. Line klikker sig ind og jeg sikre hende fra toppen, og snart er hun nede. Jeg gør klar til turen ned, og snart er jeg på vej ud over kanten. Hvilken udsigt! og hvilket syn at gå der lige ved siden af det strømmende vand. Halvvejs nede må jeg stoppe op, bruge lidt tid på at nyde synet, og udbryde et “Wuuuhuuuu”.

Jeg rappeller videre ned langt vandfaldet og lander snart i det dybe vand ved vandfaldets fod, og efter et par svømmetag bagud kan jeg kravle op på et plateau af granit, hvorfra jeg kan trække rebet ind, og svømme over til Line der sidder på en ø af granit, som samtidigt er så overgroet med træer og buske, at vi må svømme rundt om den for at komme videre.

Herefter ændre terrænnet sig, og vi støder på et kaos af store boulders (store sten/klippestykker), som vi må kravle rundt om på forskellige måder, ligesom der er en del mindre vandfald vi skal forcerer, de er dog ikke større end at vi kan klatre ned af dem på den ene eller anden side. Der er også blevet noget længere til klippevæggene i siderne.

Vi når til et af turens sidste vandfald, og vi diskuterer kort om vi skal klatre langs højre side, hvilket byder på decideret klatring, eller om vi skal tage den nemmere, men noget længere, tur venstre om. Vi ender med at jeg klatre højre og Line tager turen venstre om, inden vi når for langt fra hinanden når hun dog at forsikre mig om at hun nok skal grine hvis jeg falder i vandet under min klatretur.

Vandfaldet hvor vi valgte hver vores vej rundt, og hvor jeg endte i vandet.

Jeg når halvvejs over mod næste klippestykke, som er ca 3 meter væg, så smutter den ene fod, og granitten passerer forbi mine øjne, fingre og fødder et øjeblik før jeg står stille på en lille hylde i vandkanten, der står jeg et sekunds tid inden jeg får overbalance og ryger i vandet med et plask. Der går ikke længe før jeg kan høre Line grine imens jeg svømmer på tværs af den dybe pool. Jeg ser tilbage og får øje på det smukke vandfald vi netop har prøvet at komme ned af på hver vores måde. Et flot syn med en række små vandfald der kommer ned af den brede front.

Vi griner lidt, og går så videre, mod det punkt hvor denne kløft møder Flumineddu, Europas dybeste kløft, og punktet hvor vores hjemtur starter. Vi kravler rundt om lidt flere boulders, og mødes så af Flumineddus lyse sandsten, hold op hvor er det smukt! På det punkt hvor vi møderFlumineddu, er der stort set fladt, og bunden består primært af sand, så her i solen minder det meget om en rigtig flot sandstrand, dog med undtagelse af de høje sider af sandsten som tårner sig op i lyse farver, og med fantastiske former.

Fantastiske Flumineddu byder på masser af gode oplevelser, og følelsen af eksotisk sandstrand. En oplevelse der gør hele turen til Sardien til noget helt specielt.

Vi tager lidt billeder og fortsætter så mod højre, i modsatte retning af hvad vi skal gå for at komme hjem. Vi skal nå at se noget mere af det her. Da jeg træder ned i vandet forskrækker jeg åbenbart en fisk, for snart stryger en fisk med en diameter på 8-10 centimeter igennem det lave vand, væk fra mig, og på jagt  efter et mere sikkert sted. Klipperne er fantastiske, og selvom det giver en del sand i skoene at gå her, er humøret højt da vi sætter os for at spise vores middagsmad på en lille strand af sand et par hundrede meter fra hvor vi første gang trådte over i denne kløft, ud af granitten, og over i sandet.

Da vi har spist middagsmaden vender vi om og går hjemad, op af små vandfald, og imens bliver der længere og længere til siderne, og snart er der tale om stejle skråninger, i stedet for lodrette vægge, nu skal vi bare finde vejen op til markerne 100 meter over os. Vi finder et sted hvor tjørnekratet ikke ser alt for tykt ud, og kæmper os så fremad, meter for meter kommer vi opad, men tjørnen er tæt, og den når at give os flere mærker inden vi når pigtrådshegnet som viser at her starter skoven/marken hvorfra en sti vil fører os tilbage til vores bil. Vi hopper over hegnet, og bander de forbandede tjørn væk, tænk at sådan en flot tur skulle ende i sådan en besværlig vej tilbage til bilen. Vi går de sidste kilometer tilbage til bilen af grusvejen, og kan derefter sætte et punktum for denne, vores første canyoning tur, og dagen efter sidder vi så i flyveren på vej mod Danmark, men lover hinanden at gøre det igen, og jeg snakker allerede om at tage nogle venner med og vise dem netop denne canyon en gang ude i fremtiden.

For mere info om ruten (på engelsk) kan du besøge: Micheles hjemmeside

Oplevet i april 2011
Af: Line og Rasmus