Canyon: Nathrach

Canyon: Nathrach

På British Canyoning Festival’s 1. rigtige dag fulgte vi med de andre glade nybegyndere og let øvede, samt et par guider til Nathrach kløften ikke langt fra Fort William, på Skotlands vestkyst. Det blev en både sjov og lærerig dag i den lavvandede kløft, som byder på masser af samarbejde, flot natur og et par enkelte høje hop.

Vores ene guide gennemgår hvad der venter os…

Vi parkerede bilerne ca en halv times gang fra kløftens start, klædte om, og begyndte den varme gåtur mod rutens start. Vi kunne stadig mærke gårsdagens lange vandring og nattens canyoning i benene, men var også spændte på at opleve de skotske kløfter i dagslys. Endnu en gang havde jeg selskab af mine venner Roland og Rune, ligesom der var flere gengangere fra nattens canyoning tur, herunder en new zealænder og en irer der begge var ret nye i canyoning sammenhæng, men som var super hjælpsomme.

Efter gåturen til toppen, fik vi en kort introduktion til dagens rute, og guiderne foreslog at vi enten kunne tage den på almindelig vis, eller som en øvelse hvor vi deltagere skulle komme med bud på hvordan vi ville klare dagens forhindringer i mindre grupper. Vi valgte det sidste, og snart var den første gruppe med de mest øvede stukket af sted, og imens stod vi andre og gennemgik vores erfaringsniveau og forventninger. I vores gruppe havde vi fået to guider, og var 8 deltagere, hvilket viste sig ganske passende.

Vi samarbejder om at sænke den første mand ned af vandfaldet, så han kan hjælpe de næste med at komme ned.

De første udfordringer var mindre vandfald der skulle omgås, kunne glides igennem eller hvor vi skulle samarbejde om at sænke hinanden ned. Vandet i kløften var lavt, ofte til under knæene, så ved alle forhindringer skiftes vi til at bedømme mulige farer, forslå løsninger, blive sænket ned for at undersøge nærmere eller modtage guidernes instrukser.

Dette medførte naturligvis mange stop, men gav os også alle en god mulighed for at lære nye teknikker, træne bedømmelse af forhindringer samt ikke mindst træne samarbejde. Så selvom der måske ikke var mange adrenalinfremkaldende udfordringer i starten, så var vi i hvert fald udfordret på teknikker vi ikke før havde prøvet. Samtidigt gjorde det lavere tempo det muligt at nyde naturen.

Den første større udfordring var to små vandfald som vi var klatret forbi, og derfor nu stod 4 meter over vandet. Og ned det skulle vi jo. Guiderne viste fra tidligere besøg at man sagtens kunne sætte sig på kanten, møve sig ud over og lade sig falde lige ned, til gengæld ville det være for farligt at hoppe ud, da man så kunne ryge for langt. Så en efter en tog vi den rolige tur ud over kanten, ramte vandet og fik dykket hovedet inden vi et øjeblik efter igen stod i lavt vand som kun gik til knæene.

Vi satte os på kanten, sigtede efter “næsen” på klippen, og så var det ellers bare derned af, også se om man kunne ramme vandet på ryggen.. Sjovt, og med et sug i maven.

Kort efter kom vi til et lille snævert vandfald der ikke så ud af meget, men den smalle bredde gjorde at alt vandet blev presset sammen til en kraftig stråle, hvor det var nemt at blive revet med, så vi måtte forsigtigt gå ned af det, indtil vi nåede så langt ned at klippe bunden ikke længere ujævn, og vi kunne tage det sidste stykke på numsen uden farer for at slå halebenet.

Derefter fik vi mulighed for at øve en teknik til hop på lavt vand, da vi hoppede fra et vandfald og 2-3 meter ned på lavt vand. Ved at sparke fra med benene, og slå hænderne i vandet skulle det være muligt at holde hovedet oven vande, men helt så gode nåede vi ikke at blive. I hvert fald ikke ved det vandfald, og ved næste vandfald var der ikke megen mulighed for at træne springteknikker, da det skulle tages liggende på maven, med hovedet først. De andre hjalp til med et skub på fødderne og snart hang man som en supermand i luften… men flyve kunne vi ikke, så en efter en ramte vi vandet og kom op med et smil på læben.

Vi var nu begyndt at føle at vi havde ret godt styr på de skotske canyons, så da vi skulle kravle ned af et bred vandfald anså vi ikke det for at være det store problem. Jeg var første mand, og stemmede mod klipperne ligesom instruktøren havde fortalt os vi skulle. Stille og roligt gik det nedad indtil jeg ikke længere kunne finde noget at stemme på med fødderne. Jeg antog at det måtte være lige under min fod, så jeg slap med den anden fod for at komme lidt længere ned, og straks tog strømmen mig. Afsted fløj jeg på ryggen, ned af vandfaldets små hop… 1-2-3 slag i enden, også ned i det store vand. Jeg vendte mig om og så både Roland og Rune lave samme nummer, heldigvis tog våddragterne det meste af slaget, så alle kunne grine af turen.

Her er Rune på vej ned af vandfaldet i samme stil som jeg valgte… Men så lærte vi hvordan man ikke skulle gøre…

Vi kom til et par slides hvor vandet var kraftigt nok til at dykke os under et par gange, men ellers foregik det meste af turen i samme tempo og stil som hidtil. Vi skiftedes stadig til at komme med løsningsforslag, og afprøve de bedste af dem i praksis. Der var også tid til lidt pauser hvor vi fik fyldt energi på i form af kiks eller chokoladebarer. Udfordringerne blev langsomt større, men det samme gjorde vores fortrolighed med miljøet og opgaverne, så vi oplevede ikke på noget tidpunkt at være “overmatchet”, i hvert fald ikke før vi kom til turens største udfordring, et dobbelt vandfald, begge på 8-10 meter.

Jeg var første mand på det første vandfald, og fik valget imellem at hoppe fra tre forskellige højder, så valget var ikke så svært… den laveste. Jeg havde rigeligt at gøre med at konsentrere mig om guides ordre om at hoppe så langt ud som muligt, og så straks svømme ind mod kanten når hovedet igen var oven vande, for ellers var faren at man kunne tage turen ned af næste vandfald. De havde dog sat en mand til at gribe en inden det gik helt så galt, så med mindre man kom helt over til modsatte side var faren mest af indbildt karakter. Jeg stillede mig ud til kanten, talte til tre inden i mig selv, og hoppede så. Imens jeg hang i luften steg pulsen, og kroppen gik i alarmberedskab, for den er ikke ligefrem vant til at hænge i frie fald. Men snart ramte jeg vandet, for snart efter at poppe op til overfladen som en prop.

Jeg svømmede ind til kanten og guiden gav mig valget imellem at rappelle ned eller tage endnu et spring. Rappelling virkede som det mindst angstfremkaldende, så det valgte jeg, og snart var jeg på vej ned af næste vandfald. Jeg prøvede at holde mig ude af vandet, men de sidste meter blev det umuligt, og jeg hang midt i vandfaldet imens vandet strømmede ned over mig. Vandet slog hårdt, og det blev sværere at bevarer kontrollen over hvilken vej mine ben pegede, ligesom den konstante vand i hovedet gjorde det svært at trække vejret ordentligt, så jeg gav hurtigt mere reb, og efter få sekunder var jeg nede i vandet, fri af rebet, og klar til at svømme væk. Jeg tænkte på hvordan Rune og Roland ville klare den tur, for det var nogle af de længste sekunder jeg endnu har prøvet i canyoning.

Roland for toppen af et af de lavere vandfald.

Jeg så Roland gå over til guiden på kanten, snakke kort, også hoppede han. Det samme gjorde Rune. Det viste sig at ingen af dem havde fået valgmuligheden med at rappelle ned.

En efter en kom gruppens deltagere ud over kanten, og snart var vi igen samlet, og kunne gå videre til turens sidste udfordring, et vandfald der kunne slides hvorved man blev skudt ud af vandfaldet, hang i luften et øjeblik også ramte ned i en pool, for at poppe op inde bag vandfaldet.

Derefter ventede der kun en kort gåtur, og så var vi hjemme ved bilerne igen. I højt humør, og klar til at komme hjemad, for timerne var gået hurtigt, og om aftenen ventede der en barbecue fest på festivalpladsen. Men det var en rigtig fed tur, hvor det megen samarbejde gjorde det til en anderledes canyoning oplevelse, hvor vi fik mere end bare natur, sus i maven og vand i hovedet.

Se video fra dagen, inkl. det høje adrenalin fremkaldende hop i slutningen:

Guiderne på turen var fra Vertical Descents, og jeg vil ikke anbefale at man tager denne canyon uden enten en professionel guide, eller en som kender ruten godt, for det lave vand gør at der er flere steder som kan være farlige hvis man ikke kender ruten.