Vand og klipper. En anden oplevelse end høje rappels og tør klippe under fødderne.

Canyon: Gole del Farfa

Efter en aften som bød på italiensk fodboldfeber, italiensk gæstfrihed og en meget varm nat var en tur i vandet måske lige hvad vi havde brug for. Om ikke andet ventede der os en hel anden oplevelse en nogen canyon vi før havde prøvet, da Gole del Farfa ikke byder på nogle rappels, men til gengæld har masser af vand og snævre passager der klares ved at svømme eller følge strømmen.

Gårsdagens fantastiske oplevelse af at se em fodbold sammen med 6 glade italienere, som samtidigt diskede op med et festmåltid med flere retter end jeg kan overskue at fortælle om, sad stadig i kroppen da vi klokken halv otte satte os i bilen. Vi havde to canyons foran os denne dag, så havde besluttet at starte tidligt, samtidigt prøver vi på den måde at undgå den værste sol på den lange gåtur der ligger foran os inden vi når til den snævre kløft.

Ruinen af en gammel vandmølle? I hvert fald et smukt syn!

Vi kørte i en time af små snævre bjergveje hvor der flere steder ikke var plads til mere end en bil på vejen, og så nåede vi byen Mompeo, hvor vi skulle parkere bilen. Beskrivelsen forslog at vi parkerede nede af en grusvej, og derved kom tæt på starten af ruten, men vi valgte i stedet at parkerer ved den asfalterede vej som førte til slutningen af ruten, og fik således kun 300 meter at gå når vi var færdige, til gengæld havde vi nu 2-3 kilometer foran os inden vi igen ramte skygge.

Selvom klokken kun er 10 da vi starter gåturen, er der allerede varmt, og sveden løber snart af os begge imens vi slæbende på grej og våddragter går op af den snørklede bjergvej. I mit stille sind går jeg og drømmer om at blive samlet op af en venlig billist, men vi har kun set en bil siden vi startede gåturen, så jeg er samtidigt forberedt på at det ikke sker. Snart bliver jeg dog afbrudt i mine tanker af en billist som overhaler os, bremser og så hopper ud og spørger hvor vi skal hen. Mompeo svarer vi, og han beder os om at sætte ind ved hjælp af tegnsprog. Buskrydderne som ligger på forsædet ryger op på taget, og snart er vi på vej mod toppen af bjerget og Mompeo. Senere viser det sig at Line, lige så træt af at gå som mig havde stukket hånden ud, og på den måde besvaret mine uudtalte bønner.

Vi når til Mompeo, og siger tak for turen. Herfra er det ned af bakke, og snart finder vi den lille grusvej som fører os næste hele vejen ned til starten. Her er skygge, og efter mødet med den ældre og meget venlige italiener går det hele pludseligt meget nemmere.

Vores omklædningsrum denne dag. Smukkere end vores lejlighed.

300 meter fra starten bliver vej til sti, og vi møder en gammel smuk ruin. Samtidigt er vi nået til strømmen og vi overvejer at hoppe i med det samme, men beskrivelsen viser som sagt en anden start, så vi bliver på stien. Vi når dog kun 150 meter længere, så går stien væk fra vandkanten, og vi beslutter os for at vi er tæt nok på starten, og begynder derfor omklædningen her i skoven.

Snart er vi klar, og hopper derefter ud i det kølige vand som er 15 cm dybt. Ikke meget indikerer at der skulle være noget spændende ved dagens rute, men efterhånden som vi går rykker klippevæggene tættere og tættere på, og snart er der kun 1-2 meter imellem de 5-10 meter høje klipper. Nu er vi i kløften, klar til at prøve kræfter med en meget våd udgave af canyoning. Med os har vi også et kort reb på 18 meter, da kan være nødvendigt for at forcerer væltede træstammer ifølge rutebeskrivelsen. Det er med til at øge faren for at blive fanget under vandet hvis jeg på et tidspunkt suges under, så jeg øver mig et par gange i hurtigt at komme ud af rygsækken hvor rebet er bundet på… Bare hvis det nu skulle blive nødvendigt.

Vand og klipper. En anden oplevelse end høje rappels og tør klippe under fødderne.

Her om sommeren er strømmen dog ikke så stærkt, og det viser sig at farerne på denne årstid er til at overse. Det betyder også at vi flere steder kan gå i stedet for at svømme, en klar fordel da vandet ikke er varmt, og Line har ladet overdelen til hendes våddragt blive i Danmark.

I modsætning til de andre dage er vandet her noget dybere, og flere små vandfald efterfølges af dybt vand som kræver at vi svømmer længere end vi er vant til, til gengæld hjælper strømmen godt til i de snævre korridorer, så vi kan bare lade os flyde med imens vi nyder miljøet eller får filmet lidt.Flere steder oplever vi også at vandet pludseligt bliver dybt uden varsel, og at vi går fra at være i vand til hofterne til at flyde af sted båret af vores redningsveste, for 30 meter længere fremme igen at have fast grund under fødderne.

Dette sted er anderledes end noget andet vi har oplevet, de meget snævre korridorer, de lavere kanter, det meget vand og den anderledes planteflora.

For det meste går vandet os ca til hofterne, men mange steder er det også en del dybere. Man oplever omgivelserne på en anden må når man ser det fra lige over vandspejlet.

Jeg kan godt mærke at jeg ikke fik sovet meget i nat på grund af temperaturen som nærmede sig de 30 grader i soveværelset og nervøse overvejelser over dagens ruter som enten kunne vise sig alt for kolde, eller fylde med alger. Dertil kommer at vi jo allerede har klaret 4 canyons på 4 dage. Så i stedet for at kunne nyde omgivelserne fuldt ud bliver en stor del af turen klaret på autopilot, vandfald-nedklatring-svømme-finde fodfæste-nyt vandfald osv. I den tilstand irriterer det mig også lidt med de mange svømmeture, jeg er mere til vandring i varmere omgivelser, men glæder mig samtidigt over de nye dyr vi finder her i kløften, og hvor tæt vi nogle gange er på dem.

Efter noget tid når vi frem til en forstenet træstamme som vi skal klatre ned af. Vi ved at herfra skal vi være på vagt i forhold til to steder, og efter et kort svøm finder vi det første sted. Et vandfald med en farlig understrøm som vil kunne putte os under vandet, og holde os der hvis strømmen er kraftigt nok. Det ser ikke så galt ud i dag, men vi tager ingen chancer og klatre derfor ned 1 meter efter vandfaldet.

Vandet er blåt, og omgivelserne grønne…

Kort efter vandfaldet kommer vi til andet sted hvor vi skal være på vagt, en del af vandet forsvinder ned i et hul i klippen, og vil kunne trække folk med ned under klippen hvis de ikke er på vagt, men i dag er strømmen så svag at vi dårligt kan se at noget af vandet forsvinder. Til gengæld er den resterende del af vandet fanget i en pool der er fyldt med små stykker træ i et lag på 5 cm tykkelse. Ikke det sjoveste at svømme igennem. På den anden side er en træstamme fanget, og stikker halvt op af vandet. Den del som udsættes for mest vand er ved at blive forstenet af aflejringer, imens den anden halvdel stadig bare er træ, et fascinerende syn.

Vi fortsætter imens der bliver længere og længere imellem siderne, men til gengæld kortere og kortere imellem dyrene. Vandnymferne sværmer omkring imens vi begiver os fremad, ligesom firbenene piler af sted når vi nærmer os. Det lykkedes Line at få lokket et af dem ned i vandet, og vi griner imens det svømmer af sted på sin helt egen måde. Et par dejlige naturoplevelser på gåturen hen mod bilen.

Efter 30 minutter er vi ved punktet hvor ruten slutter, og vi kan nu nyde at der kun er en kort gåtur op tilbilen. Her hopper vi ud af våddragterne og kører til dagens næste canyon: Fosse di Rasciano

Desværre har vi ikke mange billeder fra denne canyon da vores vandtætte kamera dagen efter forsvandt på vores vej igennem turens sidste canyon. Men et par billeder har jeg fanget fra alt vores videomateriale fra denne canyon, så måske I alligevel kan se lidt af hvad det er for et sted, selvom det er svært at fange uden et godt kamera.

Se videoen

Gennemført den 29. juni 2012
Af: Line og Rasmus