Canyon: Giumaglio

Stort rappel i Ticino

En fin lille canyon, der hverken er den smukkeste, eller den mest spektakulære i Ticino, men som byder på fine rappels (og høje og vilde hop, hvis man søger den slags), og en fin afslutning i den lokale landsbys badesø.

Vi havde kigget på campingpladser i området, men havde ikke fundet noget billigere end 900 kr for en teltplads pr nat, så vi “bumsede” den og slog teltet op på et indtørret flodleje, desværre med en del sten. Det blev endnu en nat hvor søvnen ikke var den bedste, så vi kom tidligt op og af sted mod toppen.

Efter en start med vandring og rappels imellem store boulders, vokser klippevæggene op omkring os, og vi møder flere pools der skal svømmes for at vi kan komme videre. Undervejs er der flere rappels imellem 10 og 20 meter, hvoraf flere kan hoppes, hvis man er mere rutineret ud i den slags end vi er. Vi vælger dog det sikre og rappeller hver gang.

Næstsidste rappel er et 37 meters rappel, glat, og med lidt “slope”. Et herligt rappel man har lyst til at prøve igen, lige så snart man er nede. I stedet går turen videre mod sidste rappel, et dobbelt rappel på samlet 25 meter, og pludseligt står vi i solen med tæerne i byens badesø.

Herfra er det bare at pakke sammen og begive os videre til dagens næste udfordring: Val Grande Inferiore. Vi var der godt nok i går, men havde det så sjovt at vi vil tilbage og tage sidste halvdel igen.

Kameraet døde af vandskade tidligere på turen, så du må nøjes med video fra turen:

Vi besøgte Giumaglio i August, 2015