Canyon: Fosso Santo Chirico

Canyon: Fosso Santo Chirico

I Monti Lucretili national parken, ikke langt fra byen Orvinio, der helt klart er et besøg værd, finder man den korte, men alligevel helt specielle kløft Fosso Santo Chirico. Her er der høje vandfald, masser af grønt, og en masse gode oplevelser i vente til dem som gider tager vandreturen på 3,5 kilometer fra bilen. Og hvis du er heldig kan du finde mit kamera, og sikre dig et gratis vandtæt kamera.

Fosso Santo Chirico var vores sidste canyon på vores 7 dages tur til Italiens Lazio område, som i alt bød på 7 canyons, og selvom både den fysiske og mentale træthed var ved at indfinde sig forsvandt den som en dug for solen på vej ned af det første større vandfald. Måske det smukkeste vandfald jeg endnu har rappellet i, og det er alligevel ved at være blevet til et par stykker.

Men tilbage til starten.

Det første lille vandfald er ikke højt, det er de næste til gengæld. Da vi rammer dem går turen fra flot til magisk.

Vi stod op klokken syv i forhåbning om at solen ville bage mindre hvis vi kom tidligt afsted, og efter en nat med 30 grader i soveværelset, var det alligevel ikke meget søvn det var blevet til. Men nu sad vi så 2 timer senere i bilen, i færd med at tilbagelægge den sidste kilometer til parkeringsstedet. Den lejede Fiat 500 klarede den hullede grusvej uden problemer, selvom vejens kvalitet vidnede om at den primært blev brugt af køer og firhjulstrækkere. Da vi når slutpunktet for dagens canyon, er der plads til at parkerer bilen, så det gør vi, og vælger ligesom i går at gå det lange stykke nu, i stedet for når vi er færdige, som beskrivelsen ellers lægger op til.

Vi får pakket grejet, får klædt om, og er snart på vej opad af grusvejen, 4 kilometer venter os, hvor det går op ad det meste af tiden, til gengæld står solen rimeligt lavt, på grund af vores tidlige starttidspunkt, og træerne giver derfor stadig lidt skygge, så det er endnu ikke ulideligt. Efter 3,5 kilometer passerer vi beskrivelsens forslag til et sted at parkere, og støder nu på 2 ældre italienske bønder, vi hilser og går forbi, inden vi indser at stien vi skal på, er den private vej ned forbi deres gård. En 3. kommer til, imens vi med fagter prøver at bede om lov til at gå på deres vej, og efter lidt snakken frem og tilbage forstår alle vist hvad vi vil, og vi har sikkert også fået lidt råd med på vejen, så vi kan nu begive os nedad mod kløften og vandet.

Vi finder snart startpunktet, og kan hoppe i våddragterne, gøre os klar, og finde en vej ned i kløften uden for meget krat.

Snart står vi i den lille hyggelige strøm, 320 meter fra vores bil, turens korteste canyon.

I starten er der ikke meget der afslører at dette vandfald er ret spetakulært, og magisk når man bare lige kommer ud over næste kant.

Vi går igennem skoven, kravler ned af små vandfald og lige her er der ikke meget der afslører at denne kløft skal retfærdiggøre den lange gåtur, men det skal snart ændre sig. Da vi står ved toppen af dagens første rappel, bare 3 meter begynder kløften at ændre sig, og inviterer til canyoning. Herfra ligger rappellene tæt, og indenfor 50 meter forcerer man først et på 30 meter, et på 20 meter og et på 26 meter.

Det første på 30 meter ligger lige efter det lille på 3 meter, og fra toppen har vi ingen chance for at se bunden, da det øverste stykke er ret fladt. Vi rigger rebene til og jeg begiver mig ned af vandfaldet, det første stykke minder om det vi efterhånden har set nogle gange før, men så begynder det at gå nedad, og vandfaldet ændrer karakter. Ved siden af hovedvandfaldet gror mos der skaber et fantastisk vandspil med det dryppende vand. Vandfaldet bliver grønt og i det hele taget er lige dette sted det hele gåturen til toppen værd. Her er smukt!

Jeg bliver hængende lidt, prøver at filme det med mit GoPro kamera på hjelmen inden jeg begiver mig videre nedad. Endnu engang tænker jeg ved mig selv: “Det her er fandeme canyoning”, sikke en oplevelse.Det sidste stykke dele vandfaldet sig i en række mindre vandfald der løber ned af den grønne skråning i små stråler, et vandfald anderledes end alle andre jeg har set.

Line på vej ned af det 30 meter høje vandfald. Bemærk hvor grønt og frodigt det er, og hvordan det til sidst deler sig i en række små strømme.

Jeg tager billeder af Line da hun lidt senere rappeller ned af vandfaldet. Herfra foden af vandfaldet er der kun 10 meter til næste udfordring, 20 meter rappel ned af næste vandfald. Vi håber på at finde et lige så smukt vandfald, men halvvejs nede konstaterer jeg at dette er af mere normal karakter, til gengæld finder Line et kokranie for foden af vandfaldet. Hornene er allerede så dækket af aflejringer at det er en del af klippen, men det er alligevel et sjovt fund, og vi tager lidt billeder og video inden vi vender os om og ser på næste rappel, de 26 meter.

Vandfaldet er delt i to, et første kort rappel på 3-4 meter, inden man står i en pool, derfra kan man så enten sikre i bolte i klippen, eller fortsætte fra det forrige anker. Den porøse klippeoverflade smuldre, og gør rebet beskidt, og ru, men udsigten er flot, og efterhånden som vi kommer ned af vandfaldet kan vi se kløften åbne sig, og på den sidste halvdel kan man nyde synet af et ret flot vandfald som løber lige ved siden af en.

Da vi begge er nede prøver vi at trække rebene til os, men de sidder fast! Det var åbenbart lige optimistisk nok at tage det som et rappel. Den ru klippe og især kanten ved poolen skaber for meget friktion til at vi kan trække de tunge reb til os, så jeg må op til poolen, hvorfra jeg kan flytte til ankeret i klippen, og så tage endnu et rappel derfra. På normale dage en mulighed for at genopleve et fint vandfald, men her på sidste dagen en irriterende afbrydelse af en god rytme.

Et fællesbillede for foden af det 26 meter høje vandfald, taget før vi finder ud af at rebet ikke vil ned.

Jeg kommer op, får trukket rebene til mig, og rigget dem igen, og kan så tage turen ned igen.

Igen venter næste rappel lige ved foden af forrige vandfald, og snart er vi ved at rigge til i et træ, vi vælger en lidt anden vej end i beskrivelsen, og kan således få et lidt kortere rappel, og derved pakke det ene af vores reb væk. Vel nede minder det hele mere om traditionel afslutning på en canyoning rute med store boulders og mindre vandfald der skal rappelles. Vi har bevæget os 150 meter fra vi første gang ramte strømmen, men er alligevel kommet 100 meter ned.

Vi går de sidste 200 meter imens kløften åbner sig mere og mere, og snart igen minder mere om å, end canyon. Vi når til broen, kravler op og smider grejet ved siden af bilen så det kan tørre lidt i solen inden vi kører mod vores sidste vært.

Vi har klaret 7 canyons på 6 dage, og kan i morgen drage hjem til Danmark med hovedet fuld af fantastiske minder, oplevelser og erfaringer. Sikke en tur. Vi har fået set noget fantastisk natur, været tæt på dyrelivet, og ikke mindst oplevet utroligt gæstfrie italienere som har forkælet os med alt fra superb is og lækker pizza, til super oplevelser i venners lag. Det er i hvert fald ikke sidste gang vi besøger Lazio for at dyrke canyoning. Måske vi tager et par venner med næste gang, de nemmeste ruter kan sagtens tages uden klatreerfaring, så dem vil vi gerne dele med andre.

Video fra turen:

Vel hjemme indser vi at denne canyon blev det sidste vi så til vores vandtætte kamera, så det må ligge et sted på ruten imellem startpunkt og parkeringen ved broen. Hvis du finder det vil vi meget gerne have billederne og videoerne som ligger på kortet, men kameraet må du godt beholde, og jeg skal nok sende laderen. Vi har også lavet en international eftersøgning, selvom chancen jo er minimal: Camera lost in Fosso Santo Chirico / fotocamera perso in Fosso Santo Chirico

Gennemført 30. juni 2012
Af: Line og Rasmus

Se flere billeder: