Canyon: Fosso della Mola

Canyon: Fosso della Mola

Otte kilometer fra den historiske by Rieti, finder man de to canyons Fosso della Mola og Fosso di Aquaro liggende side om side. Vi skal besøge begge to, men nøjes med Fosso della Mola i dag, og tager så den anden i morgen. Turen byder på 14 mindre rappels, men også en overraskelse og en oplevelse vi ikke havde forudset.

Line på vej ned af klippevæggen på den anden side af brombærbuskene.

Trætte efter en lang aften i selskab med lokale, og calimocho (rødvin og cola blandet i en to-liters flaske), sætter vi os i bilen klokken ni, efter en morgenmad bestående af 2 kiks og 2 stykker kage med kakao til. Vi finder hurtigt parkeringsstedet, og er lettede over at se at vi godt nok starter med 1,2 kilometers vandring til startstedet, efterfulgt af de 850 meter canyoning, men at vi kun skal gå 100 meter for at nå hen til bilen bagefter.

Lige før vi parkerer tjekker vi vandstanden fra en bro der krydser Fosso della Mola, og der er intet vand, og ser ikke ud til at have været det længe, så vi lader våddragterne og neoprensokkerne ligge i bilen, og begiver os af sted, klar til en dag i shorts. Vi følger grusvejen opad 150 meter, og drejer så op i skoven af en lille sti som er den gamle vej til Cenciara. Stien er ikke bredere end et par vandresko ved siden af hinanden, og den snor sig i hårnålesving, i forhold til de foregående dages strabasser en nem tur i behagelig skygge, og der er tid til at gå og tænke på stiens historie, og de folk som har gået her før os.

Halvvejs igennem ruten bliver stien dog afbrudt af 30 meter med tæt brombærkrat. Vi kigger overraskede på kratet, så på hinanden, så på rutebeskrivelsen der foreslår at vi går igennem, og så på hinanden igen. Og så beslutter vi os for at prøve at gå op i skoven, rundt om kratet og så rappelle ned på den anden side når vi er godt forbi det. Og som sagt så gjort, så snart har vi fundet op i skoven, gået rundt om kratet og fundet et sted vi kan sikret rebet til et træ. Vi rappeller ned af en flot lys klippe, og hvilken herlig overraskelse, for lige der for klippens fod går den sti vi skal følge resten af vejen til startstedet. Så snart står vi ved kløftens start.

Rasmus på vej ned af Two Gushes vandfaldet på 12 meter.

Hvad! Vi kigger begge ned i kløftens rindende vand, det var jo ikke meningen når nu vi har ladet våddragterne ligge i bilen. Men at gå tilbage gider vi heller ikke, så vi hopper i det kolde vand, der heldigvis viser sig at være varmere end de foregående dage.

Vi passerer snart ruinerne af en gammel vandmølle, og nyder den flotte natur, der med masser af frodighed og små vandfald minder lidt om gårsdagens oplevelser i Romantica. Der er masser af haletudser i alle de lave pools, så vi kan se dem svømme omkring i mens vi træder igennem vandet. Flere steder er der så dybt at vi må svømme et par meter før vi igen har fast grund under fødderne. Svømmeturene i det kølige vand gør os kolde, så snart ryster vi begge efter vores ture i det kølige vand, men ikke mere end efter en tidlig og kold sommerdukkert i Danmark, så det går nok.

Lige før første rappel falder vi over et dyrekranie, og prøver at bestemme dyret, samt finde ud af om jeg skal have det med hjem. Line mener at det kan være en grævling, hvilket lyder ret sandsynligt. Det ender med at kraniet bliver liggende, og at vi i stedet for at pakke dyrekranie ned, begynder at rigge rappellet til i et stort træ. Derefter venter rutens højeste vandfald. 12 meter ned af et flot vandfald og så står vi imellem de snævre klipper, og oplever nu et nyt landskab som er mindre frodigt end det vi lige kom fra, og som også viser sig koldere. For at få varmen holder vi en pause og hvor vi tanker lidt energi fra et par nutellamader og tager lidt englehop for at få varmen i kroppen igen.

Så flot kan det være.

Snart  efter kommer vi til et sted hvor solen har lidt nemmere ved at trænge ned, og straks bliver der varmere i kløften. Vi møder en række mindre rappels, samt nogle mindre vandfald som kan forceres ved at klatre et stykke ned, og så lade sig glide det sidste stykke ned i vandet. Til trods for de mange rappels går det hurtigt fremad, og snart bliver kløften igen bredere, og mere frodig, imens siderne bliver mindre stejle. Vi går nu i en blanding af skov og klipper imens vandet langsomt forsvinder lidt for lidt.

Der er dog stadig vand i det 10 meter vandfald vi nu står ovenfor, lige nøjagtigt nok til Rasmus kan smage på det da han lidt efter rappeller ned langs vandet der nu ikke løber meget hurtigere end som kom det fra en halvåben vandhane. vandet er ikke så frisk som i Torrente Lacerno, så vi ser ingen grund til at fylde vanddunkene her. Nedenfor vandfaldet mødes vi af et kaos af boulders, og må konstant lede efter den nemmeste vej videre, men hold da op hvor er her flot. Det samme gælder turens næste overraskelse/oplevelse.

Vi har nu klaret 10 af turens 15 udfordringer (rappels, hop eller svømmeture), og når nu til en underjordisk klippehule, skal vi igennem den eller uden om? Line er ikke meget for tanken om at ankre rappellet til en klippe, men jeg skal i hvert fald ned, så jeg følger vandet ned under jorden i et 3 meter rappel, sikre mig at vi kan komme videre herfra, og snart efter får jeg selskab af Line. Sikke et sted, den orange farvede klippe med bløde kurver minder om de billeder jeg har set fra de amerikanske canyons, og flere steder har aflejringer forvandlet træ og andet til forstenede strukturer i mærkelige former. Jeg fotograferer lidt, og glæder mig over denne oplevelse. Når jeg nu ikke lige står foran en tur til USA er dette en værdig erstatning, og jeg er helt høj af lykke da vi kort efter rappeller de 5 meter ned i vandet, og ud af hulen, ud i lyset igen.

Hulen slutter med dette rappel som fører ned i vandet, og ud i lyset

Herfra fortsætter vi forbi boulders, og rappeller en sidste gang ned af et fugtigt vandfald inden vandet forsvinder helt. Herefter ser vi kun vand i enkelte pools, som sikkert også snart vil være helt indtørret. Vi møder et par tørre vandfald, som vi på denne årstid kan klatre uden om. Vi kan konstaterer at de stadig er smukke selvom de er tørre.

Stille og roligt forsvinder boulders, og der bliver kortere til de lave sider, indtil vi går i den lille udtørrede å som vi kunne se fra broen. Tjørn og grene begynder at hænge på tværs, og det kræver både smidighed og opmærksomhed at komme frem uden at få alt for reven pels. Vi har 200 meter igen, og vejen måtte godt være lidt mere fremkommelig. Og det bliver den da også, med ca 100 meter igen forsvinder tjørnen, og vi går ud af skoven. Solen bager, og der er stegende hedt, så godt at vi kun har 100 meter hen til bilen.

Det blev i dag til 5 timer i canyonland, så vi kan sørme nå hjem til vores værter og nappe den lur vi har manglet i flere dage. Derefter skal vi ud og handle ind til brændende kærlighed, så vores værter kan smage dansk mad, og vi kan betale lidt tilbage for deres gæstfrihed.

Dagen efter tog vi den anden canyon i samme område: Fosso de Acquaro, og den var knastør hele vejen igennem – stort set.

Se vores video fra Fosso della Mola:

Oplevet den 27. juni
Af: Rasmus og Line

Se flere billeder: