Vi er fremme ved canyonens start, fulde af gå på mod, trods den fesne morgenmad.

Canyon: Fosso de Acquaro

Otte kilometer fra Rieti, og kun fem kvarter fra Rom, ligger de to canyons Fosso de Acquaro og Fosso della Mola side om side. Vi vælger at tage dem over to dage, men de kan sagtens tages på en dag. Her om sommeren er de ret forskellige, ikke mindst fordi Fosso della Mola lader til at indeholde vand hele året, imens Fosso de Acquaro er tør størstedelen af året. Fosso de Acquaro byder også på et spektakulært todelt rappel, og følelsen af at jagte regnbuen.

Vi er fremme ved canyonens start, fulde af gå på mod, trods den fesne morgenmad.

Vi starter dagen med spansk morgen som denne morgen består af 6 kiks og en kop kakao, ikke meget for vores danske maver der er vant til en solid portion havregryn. Så det er med småtomme maver at vi siger tusind tak for maden og sætter os i bilen for at kører til dagens udfordring. Bilen har nu i 3 dage været hjemsted for vores halv og helvåde udstyr, og lugter efterhånden af gammel fisk, så vi kører med åbne vinduer for at lufte lidt ud.

Vi parkerer bilen samme sted som i går, lægger det grej vi ikke skal have med til tørre, og vi starter ruten hvor ruten i går sluttede, i den udtørrede del af Fosso della Mola. 50 meter oppe af Fosso della Mola møder vi Fosso de Acquaro, og finder den lille sti som går imellem de to udtørrede vandløb. Da den første del af et virvar af tjørn, som vi ikke kan se enden på er Line ved at miste modet. Vi har allerede kæmpet vores kampe med tjørn i de 3 foregående dage, og tanken om endnu en tur igennem et kradsende krat er ikke lige det vi har mest lyst til at kæmpe med lige nu.

Selvom der ikke er vand i kløften er der stadig masser af grønt.

Heldigvis kommer vi hurtigt opad, og som så ofte før bliver krat til skov, og vi kan følge stiens hårnåle sving opad, uden at bekymre os om at blive revet til blods. Vi kan også nyde at vi i dag slipper for at slæbe på vores våddragter, da denne kløft skulle være tør langt størstedelen af året.  Endvidere er der skygge, og temperaturen absolut udholdelig.

Snart drejer gps-sporet, og vi gør det samme, vi drejer opad i skoven, for at finde den næste sti. Vi går i zig-zag fra træ til træ. Det er nemmere end de andre dage, og snart er vi oppe ved stien som fører de sidste par hundrede meter hen til kløftens kant. Vi kigger ned, den er knastør, ikke et spor af vand. Beskrivelsen forslår at man fortsætter lidt opad på den anden side, og derved starter med et 15 meter rappel, men vi nøjes med at se på det udtørrede vandfald nedefra, og slipper derved for det første rappel.

Vi nyder stedet, selv uden vand er her smukt. Vi kravler ned af et tørt vandfald, og finder i bunden en sidste lille rest af vand.Heldigvis mindre klamt end frygtet, men vi prøver alligevel at undgå det, hvilket ikke helt lykkedes, så snart er vores sko våde i det halvrådne vand. Vi fortsætter, kravler ned af et par tørre vandfald mere, og undgår at rappelle det første stykke tid. Vi har en god rytme, og god energi så på trods af den lille morgenmad kører i på.

Canyonen minder lidt om Fosso della Mola som vi besøgte i går, men er alligevel helt sin egen. Ret tidligt kan vi se hele vejen igennem kløften og se skoven for enden af klipperne. Som om hvert rappel er det sidste, det er det dog ikke, og træerne bliver ved med at være der, lige foran os, lidt som at jagte en regnbue. Og heldigvis, for det er sjovere her i kløften, end det er i skoven.

Line på kanten af “the Glass”, over hende ses den sten som hun rappellede under for at nå dertil

At canyonen er tør gør det nemmere at huske at få taget billeder, da vi ikke behøver at frygte vand i kameraet, selvom det hænger over skulderen. Det giver også overskud til at filme med GoPro’et monteret på en pind i stedet for på hjelmen.

Inden vi når til de større rappels må vi igennem en række mindre på 3-8 meter, og vi nyder at have et kort reb med på kun 18 meter, som gør det hurtigt og nemt både at rigge til, og pakke sammen igen. I alt ni af disse korte rappels skal vi igennem i dag, ligesom der venter 6 længere rappels, så det er en del arbejde med reb. Men det går som sagt stærkt, og snart står vi ved en af dagens oplevelser. Et to delt rappel, hvor man starter med at rappelle 8 meter ned til en pool kaldet “the glass”, her kan man med nød og næppe undgå det halv rådne vand som er fyldt med småstykker af træ, ved at pendulerer lidt og derved få fat i sikringen på kanten. Her på kanten rigger man så næste rappel til, og kan fortsætte i det nye reb de sidste 10 meter ned til kløftens afsluttende rappel.

Jeg rappeller først, ned under en sten der er kilet fast imellem de to klippesider og ned til “the Glass”, hvor det lykkedes at undgå vandet. Jeg nyder synet af den fastkilede sten i nogen tid inden jeg fortsætter arbejdet. Fra den lille kant rigger jeg næste reb til, sikre mig til bolten og klikker mig ud af første reb så der er plads til at Line kan komme ned. Da hun hænger lige over vandet trækker jeg hende hen til kanten ved at gribe fast i hendes sele, og snart står vi der, godt klemt, på den lille kant. Vi trækker det første reb til os, og jeg fortsætter turen ned af, efterfulgt af Line.

Line på vej ned af den flade klippe der markeder kløftens slutning, og skovens start.

Da vi står ved foden af rappellet mangler der kun et rappel før canyon bliver til et bredt udtørret vandløb skjult under og imellem spredte kæmpe boulders (store sten/klippestykker). Turen ned af de 17 meter som gør kløft til skov er en ret fed oplevelse da det foregår ned af en bred lige væg, noget af en omstilling i forhold til de foregående 10 rappels som er foregået indeklemt imellem klippevæggene.

Vel nede kravler vi op på en af de store sten som er helt dækket af mos og grønt, og spise der vores medbragte brunch af brød med nutella, et sikkert hit når man skal have lidt energi midt på ruten. Vi har måske nok fundet et af de smukkeste steder jeg endnu har spist i naturen, og endnu engang må jeg indse at naturen kan leverer de mest fantastiske spisestuer. Da vi er færdige kigger vi på uret og på gps’en. Vi er 150 meter fra hvor vi startede, og vi har alligevel brugt 2 timer. Ikke at vi ville bytte for noget andet, timerne er fløjet afsted, og der venter stadig en del tørlagte vandfald, som vi skal forcerer inden vi når tilbage til bilen, så selvom vi nu er mere i skov end canyon er der stadig oplevelser i vente.

Vi bryder op, og går til næste rappel, 10 meter ned af en væg som er mere skæv end lodret, og flot. Klippen består af vandrette lag i forskellige farver, og vi kan glæde os over endnu engang at blive overrasket over pludseligt at støde på en ny type klippe, og dermed en ny oplevelse. Det næste rappel er 12 meter ned af samme type klippe, og det er samtidigt det sidste rappel der kræver vores lange reb på 41 meter, så det pakker vi ned, og finder det korte frem igen til de sidste rappels. Vi er nu kun 98 meter fra slutpunktet, 395 meter er altså tilbagelagt, tænk at man på 400 meter kan møde så forskellige miljøer og oplevelser, og at man stadig kan forundres og overraskes efter 3 foregående dage med canyoning.

Udgangen fra hulen under den naturlige bro. En sidste perle på denne rute.

Inden vi når helt hjem skal vi dog lige igennem de tre sidste rappel, og finde den naturlige bro som er sidste udfordring ifølge beskrivelsen. Vi ved ikke helt hvad vi skal forvente, men vi er ikke i tvivl om hvad der menes da vi står foran en flad kæmpesten som ligger på tværs over to klippestykker, og derved danner en naturlig bro.Vi kan sagtens gå udenom, men vælger alligevel at rigge til, den her oplevelse vil vi have med. Rebet når ikke helt n

ed ti bunden, men med stopknude i bunden tør vi godt rappelle ned, og se om ikke det lige nøjagtigt er langt nok.

Wow! Sikke et sted, inde under broen er det som en lille hule, en sidste chance for at blive overvældet af naturens skønhed… og det bliver vi.

Og sørme om ikke rebet lige nøjagtigt var langt nok til at vi kan klikke os ud uden problemer.

30 meter længere fremme, af den lille tørlagte bæk vi er komme af er vi igen henne ved punktet hvor Fosso di Acquaro møder Fosso della Mola, og efter yderligere 50 meter i bagende sol kan vi træde op på grusvejen og gå mod bilen. 3½ time efter start vi startede. vi skal dog lige over i den nærliggende å og have skyllet skoende i rent vand, efter vores 2 møder med gammelt halvråddent vand på turen.

Beskrivelsen siger at denne kløft er smuk når den er tør, men at den bliver umådelig smuk når der er vand i den, så vi kommer tilbage en gang når det er efterår, for den oplevelser vil jeg have med.

Som sagt tog vi dagen før turen igennem Fosso della Mola, og dagen efter besøgte vi de to canyons Gole del Farfa og Fosso di Rasciano, som begge bød på masser af vand, men ingen rappels.

Se evt. videoen fra Fosso de Acquaro:

Oplevet den 28. juni 2012
Af: Rasmus og Line

Læs evt. mere om Fosso di Acquaro på Micheles engelske hjemmeside

Se flere billeder: