Heldigvis er der flere gode steder hvor man kan nyde udsigten undervejs på turen til startpunktet

Canyon: Torrente Lacerno

Fra vores base på det superhyggelige Via Piani Bed and Breakfast er der kun et par kilometer til Torrente Lacerno, en canyon som kan besøges både med og uden canyoning grej. Har tårner de høje hvide klipper sig op på begge sider af kløften, og der er rig mulighed for en god gang canyoning, da ruten både byder på høje rappels, hop og naturlige vandrutchebaner. En anden del af kløften kan ifølge den lokale ejer af Via Piana B&B tages som en vandretur, selvom vandet er koldt uden våddragt. Samtigdigt er Via Piana helt sikkert en oplevelse værd i sig selv, og det lille Bed and Breakfast byder på en fantastisk charme, og en sød og hjælpsom ung ejer. For os blev turen dog noget længere end vi havde regnet med, og vi lærte at man ikke altid skal stole på gps’en.

Vi er klar! Foran os venter 7 canyons på 6 dage.

Vejen op til parkeringspladsen er en hullet grusvej, men det første stykke klarer Fiat’en uden problemer, vi ved dog fra beskrivelsen at den kun vil blive dårligere, så vi parkerer ved den flade parkeringsplads, hvorfra der samtidigt er en fantastisk udsigt ud over kløften og de nærliggende landsbyer.

Vi starter vores gang mod startpunktet, og ved at der venter en lang dag, da beskrivelsen siger at der vil gå i hvert fald 6 timer inden vi ser bilen igen. Snart forsvinder vejen dog, og vi følger gps sporet op igennem skoven. Det er ikke så nemt at komme fremad, men langsomt og sikkert kommer vi dog fremad. Vi går imellem træer, og prøver at finde den letteste rute igennem forhindringerne af granit som er spredt ud over det stejle terræn. Efter lidt tid kommer vi dog ud på en grusvej, og selvom standen er dårlig, og den går meget opad, er den bedre at gå på end at gå i skoven, så vi er ret lettede ved udsigten til en nemmere vej op til punktet hvor kløften starter.

Denne lille sti fører hele vejen ned til kløften

Ca en time efter vi forlod bilen når vi toppen, og her bliver vejen til en smal sti, så den følger vi, indtil gps’en endnu engang sender os på afveje, og vi klatre ned af den stejle klippe side, inden vi ankre et rappel til et træ, og rappeller ned af den lodrette klippevæg. Nu er vi i bunden af den kløft som før lå imellem os og startpunktet, så vi kigger på gps’en og udstikker retningen. Det går opad, stejlt opad, og det er ikke nemt at komme fremad i skoven, men langsomt kommer vi tættere på, meter for meter. I dette tempo kommer der dog til at gå mange timer før vi igen ser bilen, og i det hele taget bare før vi kommer i gang med det det hele drejer sig om, nemlig canyoning. Da vi igen finder en sti er vi derfor lettede, endeligt kan vi komme fremad i et fornuftigt tempo. Og ikke så længe efter står vi 150 meter fra startpunktet. Men så kommer vi heller ikke tættere på, vinterens kraftige snefald har væltet en masse træer, og de ligger som en prop i kløften, så vi beslutter os for at spise middagsmad, og herefter rappelle ned i kløften, og starte derfra.

Vi har allerede været i gang 4 timer, da vi lidt efter rigger rebene til, og rappeller ned i kløften. Juhuu! Vi starter med en naturlig vandrutschebane, en ting vi endnu ikke har fået prøvet så meget. Glæden varer dog kun til vi finder ud af hvor koldt vandet er, for det er isende koldt, så selvom det er sjovt at glide ned af de små vandfald for med et plast at ramme den dybe pool, så gør vi det kun ved de 3 første steder hvor det er muligt. Derefter klatre vi ned af omveje, for at undgå endnu en tur ned i det kolde vand.

Endeligt er vi fremme ved kløften.

Men nu er vi i gang, over et år efter vi lovede hinanden at gøre det igen, er vi i gang med canyoning, og her er præcis så smukt som vi havde håbet på. De hvide klipper står majestætisk med kun et par meters mellemrum, og solen ser vi ikke hernede. Det er præcis den slags oplevelser af fremmet miljø der er med til at gøre canyoning sjovt.

En del træer er væltet i vinters, og flere steder er de med til at gøre vejen ufremkommelig, og byde på ekstra udfordringer, så vi kommer kun langsomt fremad. Et enkelt sted spærrer en stamme også for det planlagte hop ned i en pool, så vi må i stedet rigge et rappel til, og på den måde komme ned af vandfaldet.

Det kolde vand, og den lave temperatur hernede i kløften gør det til en kold fornøjelse, og vi ryster begge af kulde da vi ankommer til dagens næste større udfordring, et rappel på 28 meter, hvor ruten går direkte ned igennem vandfaldet. Det er dog også med til at give varmen, sådan at rigge et rappel til, og snart er vi klar. Jeg rappeller først, så har jeg en mulighed for at råbe lidt tips op til Line til når det bliver hendes tur. Det lykkedes mig at undgå vandet det meste af vejen ned, og selvom jeg ikke er ubetinget glad for disse høje rappels fordi man aldrig kan være 100% sikker på at noget ikke går galt, er det alligevel en fed oplevelse at opleve vandfaldet på så nært hold. Snart efter kommer Line ned af rebet, og tydeligt lettet over at have overstået et rappel som hun har frygtet i uger giver vi hinanden en krammer.

28 meters rappel langs et vandfald. En skræmmende oplevelse, indtil vi lige kom i gang.

Det er mærkbart varmere hernede, og snart kan vi også enkelte steder finde solskin som når helt herned i bunden af kløften. Vi begynder at veje en stemning af sommer, da vi pludseligt rives ud af de tanker, for der foran os ligger en kæmpemæssig isklump som endnu ikke er tøet. Isen og træer danner en tunnel, så vi må tage stilling til om vi vil gå over eller igennem, vi vælger dog at gå over, da det virker sikrest.

Sne i 30 graders varme! Det er noget af en oplevelse at gå hen over den sammenpressede sne som derved er blevet til is. Vi går 50 meter oven på isen, før vi kan dreje over mod klippen og gå det sidste stykke på is med klippe under, det er trods alt sikrest. På den anden side venter et mindre vandfald, og jeg benytter lejligheden til at få fyldt min tomme drikkedunk med koldt kildevand.

Kort efter støder vi på en slange, godt kamufleret sidder den på en gren, og jeg opdager den ikke før jeg står en meter foran den. Jeg peger den ud for Line, som straks vil tættere på. Hun nærmer den fra siden, og den begynder at krølle sig sammen, som om den gør klar til angreb. Line overvejer lidt situationen og vælger så at det nok er bedst ikke at prøve at røre den, selvom det frister (vi finder senere ud af at det muligvis er en viper, en slange som kan slå ihjel på ca 2 timer, så det var ret heldigt vi lod den være).

Vi går videre, glade over at have oplevet endnu et dyr. Vi har allerede haft fornøjelsen af frøer og fisk, samt nogle meget kærlige sommerfugle som ikke sådan lige er til at få væk når først de har sat sig på os. Jo længere vi kommer, jo mere snævre væggene ind, og der er ikke langt imellem dem, da vi når til turens sidste rappel.

17 meter ned af et vandfald, for at slutte på et par væltede træstammer der i vinterens løb havde lagt sig på tværs for foden af vandfaldet. Endnu engang foregår rappellet uden problemer, men da vi skal trække rebene til os viser det sig at de har viklet sig godt og grundigt ind i træstammerne for foden af vandfaldet. Efter 45 minutters arbejde lykkedes det at få alt rebet fri, og vi kan fortsætte. Ind i den snævre korridor som fører videre.

De høje klippevægge rejser sig over hovederne på os. Her føler man sig ikke ret stor

Der er nu under 2 meter imellem de 50 meter høje vægge, så der er ikke meget lys der når herned. Og snart går vi i tusmørke imellem den snævre klipper. Det er svært at forestille sig at der er 35 grader og solskin deroppe, 50 meter over vores hoveder. Her er flot, og det er en fed oplevelse at gå imellem de høje klipper.

Efter nogen tid åbner canyonen sig igen, og siderne går fra at være lodrette til at blive skrå, og vi beslutter os for at forkorte turen lidt, og begive os opad allerede nu. Vi har allerede været i gang længe, og trætheden er for længst begyndt at melde sig. Vi går i zig zag op igennem den stejle skov, går fra træ til træ for at have noget at holde fast i, eller for at have et sikkert sted at sætte mindst en af fødderne. Flere gange må vi skifte retning på grund af stenskred eller mødet med en lodret klippe. Til sidst lykkes det dog at finde stien. Denne gang bliver vi på stien, og finder nemt bilen.

Vi kigger på uret, det er 11½ time siden vi startede, så det er forståeligt at vi begge er helt drænet for energi. Det har været en lang dag som har tæret på både det mentale og fysiske overskud. Men det har også været en dag med nogle fede oplevelser i en spændene natur, og hvor vi må rose hinanden for at blive ved med at knokle på uden brok. En egenskab jeg sætter pris på hos Line på de ture hvor det ikke går helt som vi har planlagt.

Vi har planlagt 7 canyons i denne uge, men lige nu tænker vi mere på at få noget søvn, det andet tør vi slet ikke tænke på. Men jeg glæder mig og så over de hyggelige omgivelser vi bor i, og lover mig selv at komme tilbage en gang hvor programmet er mindre presset så vi har tid til at prøve andre af områdets tilbud. Vi boede på: Via Piana Bed and Breakfast, som jeg klart kan anbefale.

Se videoen med vores ture i det kolde vand, de høje rappels og en del væltede træer:

Dagen efter tog vi på opdagelse i den super smukke, og meget romantiske: Romantica ved Rieti

Oplevet den 25. juni 2012
Af: Line og Rasmus

Flere billeder: